Om mig
På Egebjerggård i Asperup har vi dyrket grøntsager i vores store køkkenhave siden efteråret 2019. Vi dyrker vores køkkenhave efter de regenerative principper, som tager hensyn til jordens struktur og mikroliv samt giver os sunde og sprøde grøntsager. Vi brænder for permakultur, køkkenhave og selvforsyning og vi synes, at den gravefrie have giver så meget mening for både os og for vores jord. Kom forbi vores gårdbutik og nyd selv de skønne grøntsager og bær.
Jeg er uddannet lærer og har en PDC (permakultur design certifikat). Jeg er passioneret omkring at formidle om alle de fordele køkkenhavelivet kan give os, ikke blot i form af mad, men også ro og velvære for os selv og vores børn. Noget jeg selv mærker dagligt på både mig selv og vores familie, da jeg hjemmeunderviser begge vores børn og derfor helt naturligt bruger masser af tid udenfor i vores egen have og i naturen omkring os.
Jeg er en kæmpe haveentusiast og kaster mig ud i alt muligt med både gode og mindre gode udfald.
Alt dette formidler jeg i mine workshops, haveforløb og vejledninger og du får altid mine ærlige erfaringer krydret med min ustoppelige positive entusiasme. For haveliv er bare fedt!
Jeg stornyder at så, udplante og høste OG ikke mindst at bruge grøntsagerne til skønne retter. Jeg deler en masse forskelligt om vores liv her på Egebjerggård, alt fra selvforsyning, opskrifter, aktiviteter med børn samt dyrehold.
Udover at være selvforsynende med grøntsager og bær har vi også kaniner, høns og ænder. Dyrene er integreret i vores have, og flyttes rundt, så de kan forsyne os med god gødning og vi forsyner dem med lækkert grønt. Det giver både æg og kød til os.
Følg endelig med på Facebook og Instagram, hvor jeg også deler ud.
Du er altid velkommen til at skrive til mig på anne@egebjerggaardgroent.dk og ellers så ses vi her i haven!



